Erhvervsområde med fokus på fleksibilitet, bæredygtighed og funktionalitet
Krogh Arkitektur har for privat udvikler udarbejdet skitse- og idéoplæg til nyt grønt og bæredygtigt erhvervsområde på Spyddet i Svenstrup.
Det nye erhvervsområde vil i fremtiden bestå af ca. 12.000 m2 blandet erhvervslejemål, både lagerfunktion, kontor faciliteter samt mulighed for fællesarealer med kantine, møderum mm.
Grundideen er at skabe et fleksibelt og fremtidssikret erhvervsområde der imødekommer indretningskrav som konstant er i forandring. Derfor giver strukturen mulighed for at koble flere bygninger sammen internt, men samtidigt også at adskille dem igen.
Strukturen er bundet op omkring en central gade, med torv og fælles parkeringsfaciliteter. Adgang sker fra både Flødal Allé samt Spyddet.
Det grønne er vigtigt, hvorfor der arbejdes med at give mest mulig plads til grønne arealer. Det grønne trækkes med ind mellem bygningerne samt langs kant zonen af området.
Arkitekturen er nordisk med fokus på træfacader, grønne tage, dagslys og udsyn fra bygningerne. Beliggenheden er unik, med let adgang til både motorvej og infrastruktur men samtidig også placeret højt i terrænet således der fra fremtidige kontorarealer vil være smuk udsigt mod Aalborg og de omkringliggende ådale.
Projektet forventes videreudviklet efterår 23.