- Rækkehuse med særligt fokus på lokalmiljø og bokvalitet.
Havehusene på ’Lille Bygaden’ i Gl. Hasseris Aalborg, repræsenterer ideen om at skabe et boligprojekt der passer ind i landsbymiljøet omkring Gl. Hasseris, der har sin egen lokale og særlige identitet. Arkitekturen er klassisk og strukturen er en viderefortolkning af de gamle gårdbebyggelser. Byggeriet består af 10 boliger i 2 plan omkransende et fælles gårdrum.
Projektet får et varieret og smukt grønt præg i form af store velbevarede træer langs Bygaden og inde på grunden. Området er meget attraktivt beliggende i tæt nærhed til Hasseris og er ikke mere end 3 km fra bycentrum i Aalborg.
Krogh Arkitektur har bidraget med al arkitektarbejde fra skitser til færdigt byggeri og har samtidigt også været inddraget i lokalplanprocessen med at skabe en lokalplan med de rette forudsætninger til, at skabe et både tidssvarende men også et byggeri der respekterer lokalområdets historie.
Boligerne tilbyder stor rumlighed og opføres i blandede størrelser. Fokus i indretningen er gennemlys, store køkken alrum samt muligheden for fleksible møbleringsmuligheder.
Materiale holdningen er enkel og moderne med fokus på kvalitet og minimal vedligehold. Der er arbejdet med detaljer som fremskudt murværk, standerskifte ved sokkel, mørke zink kviste der falder i ét med taget, skorstene der skjuler aftræk over taget samt mørkegrønne hoveddøre i klassisk flaskegrøn.